
Vælg oksekød med omhu
Fra gården sælges der frisk oksekød, fra vores lille besætning af kreaturracen Galloway. Kødet har en fantastisk høj kvalitet og ved at købe kødet, støtter du reel dansk biodiversitet, høj dyrevelfærd og lokal produktion.
Klima og oksekød
Oksekød bliver ofte udskammet i klimadebatten, da køer bøvser og prutter methan. Vores filosofi er, at vores generelle kødforbrug skal ned, og at det kød vi spiser, skal være produceret under så klima- og naturvenlige forhold som overhovedet muligt. I modsætning til konventionelt produceret oksekød har vi lavet følgende klimavenlige tiltag:
1. Ophørt pløjning på hele gårdens 26 ha omdriftsarealer
2. Genskabt et vådområde på 5 ha, der opbygger co2 fremfor at afbrænde det
3. Et meget lavt græsningstryk (antal dyr pr. ha jord). Besætningen er ca. 6-12 dyr på 30 ha. Den lave dyretæthed gør, at det ikke er nødvendigt med ormekur til dyrene.
4. Ingen kraftfoder eller andet foder udefra (kun mineraler). Blomster og græs fra arealerne er deres eneste kost.
5. Vandtilførsel kun fra gårdens vandhuller
6. Nul gødning eller pesticider
7. Bevarelse af gamle træer og udvidelse af arealer med vedopvækst.
8. Lokal afsætning i Nordsjælland, dvs. kort transport i alle led af produktionen.
Desværre er der ikke forsket i klimaaftrykket fra en så skånsom produktion. Alle klimatal for oksekød baseres på konventionelt og intensivt produceret oksekød fra alle dele af verden. Vi håber, at der snart forskes i de nuancer de forskellige produktionsformer giver af klimaaftryk.
Og uden de store græssere, som køerne er, vil vi nemlig ikke kunne stoppe en af vores andre store kriser – nemlig biodiversitetskrisen.
Galloway som naturplejere
Galloway er en kødkreatur race, der er eminent til afgræsning af naturarealer på en skånsom måde. Racen er hårdfør, fordi den har dobbelt hårlag, der beskytter mod kulde og regn og om sommeren mod insekter. De er nøjsomme og kan lave kvalitetskød på arealer, hvor andre racer ikke kan leve.
Dyrene går ude hele året og får ikke andet foder end græs og urter fra gårdens jorde. Derved får de en alsidig kost tilpasset deres fine fordøjelsessystem imodsætning til køer fodret på soya og korn. Kun i særlige frostperioder er det nødvendigt med tilskudsfoder. I disse tilfælde får dyrene kun plantemateriale, der høstet fra gårdens arealer.

Dyrene drikker kun vand fra de mange vandhuller på jorden. Dyrene får kalve på alle årstider og som hårdfør race klarer de fint sne, frost og is. Kalvene indgår som en del af flokken og tages ikke fra deres mødre før de er kønsmodne (kun hanner tages fra eller studes, så de ikke springer på deres mor og kan blive i flokken).
Græsning tilrettelægges nøje efter biodiversiteten
Græsningen er nøje tilrettelagt for at fremme en rig og varieret natur. Det betyder, at dyrene græsser ude året rundt, og at der er et meget lavt græsningstryk, så blomster trives med dyrene.
I perioder sker der en bevidst intensiv afgræsning af særligt blomsterige områder, fx. i det tidlige forår, for derefter at lade arealet ligge til blomstring i sommer månederne. Denne nøje planlagte afgræsningsstrategi giver de mest optimale forhold for den natur, der langsomt indfinder sig på de tidligere omdriftsarealer og i de beskyttede naturområder.
Slagtning
Slagtning sker på gården, således at dyrene ikke udsættes for stressende transport.
Harald Hansens Eftf. i Slangerup forestår slagtningen med riffel under statslig dyrlæge kontrol. Dette er et fordyrende led i produktionen, men tager størst mulig hensyn til dyret og givet optimal kødkvalitet.
Det slagtede dyr tages herefter med til slagteriet, hvor det hænger, parteres og hakkes. Kødet afhentes af kunderne ved slagteriet.
Prisen på oksekød
Når vi slagter annoncerer vi salget på Facebook siden: Præstegården i Lille Lyngby – biodiversitet og oksekød. Kødet kan bestilles i nedenstående portioner:
1. Hakket oksekød: 5 kg for 600 kr. inkl. moms dvs. 60 kr/500 g.
2. “Pistol”/Luksusudskæringer kun fra bagkrop, ca. 50 kg fx. mørbrad, højreb, entrecote + hakket kød ca. 20 kg, suppeben og indmad). Pistolen kan sælges i halve, hvis vi modtager 2 bestillinger. 150 kr./kg inkl. moms.
3. Luksusudskæringer fra ryggen, 20-25 kg. Dvs. mørbrad, højrebsbøffer (=ribeye og entrecotes), tyndstegsbøffer, tyksteg (bøffer og steg), culotte, cuvette samt ca. 4 kg hakket oksekød. 200 kr./kg inkl. moms
Kvaliteten af kødet
Vores slagter og kunder melder tilbage om smukt marmoreret kød af højeste kvalitet fyldt med smag. Vi tror, at den skånsomme produktion kan smages i kødet, og at det indeholder flere mineraler, end hvis dyrene havde opvokset på stald med en ensidig kost.
Ved at købe kødet støtter den denne skånsomme produktion af oksekød, som alternativ til konventionel oksekød fra ind og udland.
Vær sikker på at du får den næste omgang kød: Følg med på Facebook siden Præstegården i Lille Lyngby – biodiversitet og oksekød